23948sdkhjf

Novo får grønt lys for nyt diabetespræparat i USA

Novo Nordisk har af de amerikanske sundhedsmyndigheder opnået godkendelse af semaglutid-præparatet Ozempic.
Novo Nordisk har fået en vigtig godkendelse i hus tirsdag aften dansk tid.

Det er de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, der har sagt god for, at semaglutid-præparatet Ozempic kan bruges til at hjælpe diabetikere med at holde blodsukkeret under kontrol og samtidig hjælpe dem til vægttab.

Det oplyser Novo Nordisk i en pressemeddelelse.

Det amerikanske marked er med afstand det største for diabetespatienter, og derfor vil godkendelsen formentlig få stor betydning for virksomhedens indtjening de næste mange år.

- Vi er meget begejstrede over, at Ozempic nu har fået sin første godkendelse og ser frem til at gøre dette vigtige innovative produkt tilgængeligt for mennesker med type 2-diabetes i USA i starten af 2018, siger Mads Krogsgaard Thomsen, der er koncerndirektør for forskning og udvikling i Novo Nordisk.

Det banebrydende ved Ozempic og semaglutid er for det første, at det kun skal tages en gang om ugen i modsætning til eksempelvis Victoza, der ellers er Novos bedste tilbud til diabetikere lige nu.

Samtidig har det vist sig at være appetitnedsættende, hvilket gør det lettere for patienterne at tabe sig.

- Type 2-diabetes er en kompleks sygdom, men vi er overbeviste om, at Ozempic med sin unikke kliniske profil har potentiale til at sætte en ny standard for behandling af denne sygdom, siger Mads Krogsgaard Thomsen.

Allerede 18. oktober gav FDA's rådgivende komité Ozempic flotte ord med på vejen og en positiv anbefaling med stemmerne 16-0.

Derfor var det ventet, at Novo også ville få den endelige myndighedsgodkendelse.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.09